top of page

Karpman's Dramatrekant


Karpmans dramatrekant er et koncept skabt af psykolog Stephen B. Karpman for at beskrive de dysfunktionelle roller, vi ofte ubevidst bruger i konflikter, når kommunikationen ikke fungerer, og vi derfor ubevidst forsøger at bruge andre midler til at få den anden part til at forstå vores meninger, følelser eller behov.


Trekanten består af tre roller: Offeret, Redderen og Forfølgeren. Disse roller er ikke faste, og folk kan skifte mellem dem i forskellige situationer, nogle gange endda flere gange i løbet af samme konfliktsituation.


Offeret føler sig hjælpeløst, undertrykt, og er ofte i en position, hvor de føler sig uretfærdigt behandlet. De bruger deres hjælpeløshed som en måde til at manipulere andre til at tage ansvar for deres problemer, i stedet for at tage initiativ til at løse deres problemer selv. Eksempel 1: Jakob beklager sig konstant til kolleger og familie over sin arbejdssituation, hvor han har for mange opgaver og for lidt tid. Men han tager ikke initiativ til at tale med chefen for at ændre på den, da han ikke regner med at chefen vil lytte til ham. I stedet indtager han offerets afmægtige rolle, og forsøger på den måde at vinde andres sympati og måske endda få andre til at træde ind, for at løse hans problemer.

Eksempel 2: Anna føler sig konstant kritiseret af sin mor og indtager derfor ubevidst en offerrolle, for på den måde at vække morens anerkendelse og omsorg, i stedet for den konstante kritik. Anna får her ikke sagt fra og sat sin grænse overfor moren, men forsøger (uden at vide det) at manipulere omsorg ud af moren.


Redderen træder ind for at hjælpe og løse andres problemer, ofte uden at være bedt om hjælp og ligeså ofte på bekostning af deres egen velbefindende. De tilsidesætter deres egne behov til fordel for andres, og undgår derved at tage ansvar for at bede om det, de egentlig ønsker, f.eks. kærlighed, anerkendelse eller respekt. I stedet bruger de deres hjælp til andre som en måde at føle sig værdsat og nødvendig på. Eksempel 1: Thomas forsøger altid at løse sine venners konflikter, selv når det dræner ham. Det er blevet en vant rolle for ham, og vennerne er også begyndt at forvente, at han løser konflikterne for dem. Han ønsker egentlig at føle sig værdsat og nødvendig, men i stedet for at bede direkte om bekræftelse og anerkendelse, bruger han sin rolle som redder.

Eksempel 2: Sofie er der altid for andre mennesker med et lyttende øre, gode råd og vejledning i svære situationer, også når hun selv er træt eller selv gennemgår udfordringer i livet. Hun bruger sin interesse i andre menneskers problemer til at føle sig værdifuld og afholdt, men hun bliver samtidig drænet og overbelastet, og i mange tilfælde oplever andre omkring hende, at hun blander sig utidigt og overtager styring for dem.


Forfølgeren kritiserer eller anklager andre på bedrevidende og dømmende vis, for på den måde at føle sig hørt og værdifuld. Forfølgeren bruger altså kritik og anklager som midler til at få opfyldt et behov for at føle sig værdsat og betydningsfuld. Eksempel 1: Peter skælder Maria ud for hendes manglende hjælp med rengøringen. Han anklager hende for at være doven og uduelig. Han ønsker egentlig bare, at hun hjælper mere til, men i stedet for at bede direkte om det, udtrykker han det gennem vrede og kritik.

Eksempel 2: Louise kritiserer Jens for hans arbejdstider. Hun ønsker egentlig, at han prioriterer hende højere end hans arbejde, men i stedet for at bede ham direkte om det og dermed risikere en afvisning, bruger hun kritik som et værktøj til at manipulere situationen ved at give ham skyldfølelse over sig selv og sine prioriteringer.



For at bryde ud af Karpmans dramatrekant er det vigtigt at øve sig i at erkende vores egne behov og tage ansvar for dem ved at bruge direkte kommunikation. I stedet for at manipulere andre til at møde vores behov ved at indtage en rolle overfor dem, skal vi altså bestræbe os på, at udtrykke vores behov og ønsker på en ærlig og klar måde. Ved at udtrykke vores behov på denne måde kan vi opbygge sundere og meget mere ligeværdige relationer med selvrespekt og respekt for den anden part/de andre parter.


  1. Direkte og ærlig kommunikation: I stedet for at skælde Maria ud over rengøringen, kan Peter sige: "Jeg bliver stresset og overvældet med mængden af rengøring. Kunne vi finde en måde at dele opgaverne mere ligeligt på?" Ved at udtrykke sine følelser og behov direkte, inviterer han Maria til at deltage i løsningen, i stedet for at kritisere hende. Selv hvis Maria ikke er med på at finde en fælles løsning i første omgang, er det Peters eget ansvar at holde fast i sit behov for et kompromis.

  2. Udtrykke behov og ønsker klart: Louise er frustreret over Jens' hyppige overarbejde. I stedet for konstant kritik, kan hun udtrykke sine ønsker og behov ved at sige: "Jeg føler mig alene, når du ofte arbejder sent. Jeg har behov for, at vi bruger mere tid sammen, kunne vi finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedre?"

  3. Tage ansvar for egne problemer: I stedet for konstant at klage over sin arbejdssituation, kan Jakob holde fast i de direkte initiativer til at løse sit problem. Han kan sige til sin chef: "Jeg er desværre overbelastet med min nuværende arbejdsbyrde. Kan vi drøfte, hvordan vi kan justere mine opgaver?" Jakob kan evt. komme med konkrete løsningsforslag, så det bliver nemmer at opnå det ønskede resultat i praksis.

  4. Udtrykke egne følelser i stedet for at spille offeret: Anna føler sig ofte kritiseret og nedgjort af sin mor. I stedet for at indtage offerpositionen, kan hun arbejde på at kommunikere sine følelser direkte til moren ved f.eks. at sige: "Når du kritiserer mig, føler jeg mig usikker og jeg bliver ked af det. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en mere støttende og respektfuld kommunikation mellem os. Er det noget, du vil være med på, at vi hjælpes ad med at lære, så vi kan få et bedre sammenhold?"

  5. Sætte grænser og tage vare på egne behov: Thomas føler sig drænet, når han altid skal løse konflikterne mellem sine venner. Han kan sætte en grænse ved at sige: "Jeg er her klart for at støtte jer, men det dræner mig at være i midten af ​​jeres konflikter hver gang. Jeg tror, det vil være bedre, hvis I taler direkte med hinanden om problemet. Jeg har faktisk mere behov for at tale med jer om andre ting."

  6. Erkende egne egentlige behov: Sofie føler sig ofte overvældet, fordi hun konstant prioriterer at løse andres problemer for dem, og samtidig synes hun ikke indsatsen egentlig er gengældt af de andre. Hun erkender efterhånden, at hendes eget underliggende behov, er behovet for at være uundværlig, så hun undgår at blive afvist eller overset. Med den erkendelse bliver Sofie i stand til at skelne mellem ægte ligeværdige relationer, og relationer som kun handler om at tilfredsstille behovet for at være betydningsfuld. Hun lærer at sige f.eks. "Jeg kan lytte til dig og give dig mine tanker, hvis du kan bruge dem til noget, men jeg kan ikke vide, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Men jeg holder meget af dig og håber du finder en god løsning."


Ved at øve os i at kende og erkende vores egne behov og kommunikere dem til andre mennesker på en ærlig og tydelig måde, kan vi bryde de destruktive rollemønstre i Karpmans dramatrekant og skabe sundere og meget mere ligeværdige relationer.


Læs evt. også indlægget om at 'passe sit eget radisebed'.

Commentaires


bottom of page